Lolland-Falster Svæveflyveklub har eksisteret i mere end 60 år og har for tiden 32 medlemmer der spænder bredt aldersmæssigt, da der er helt fra teenagere til pensionister. På Lolland Falster Airport er stationeret 10 svævefly og dem vil man, hvis man spejder mod himlen, kunne se hænge i luften over flyvepladsen, frem til slutningen af oktober.

I løbet af en sæson bliver der fløjet hver weekend frem til slutningen af oktober, og i den tid har medlemmerne masser af tid i luften og hyggeligt samvær på flyvepladsen ved Holeby. Ud over at flyve ved Holeby, tager medlemmerne af klubben gerne ud i resten af Danmark eller Europa for at flyve, ligesom der også flere gange har været deltagere med ved Danmarks- og Sjællandsmesterskaberne. Desuden holder klubben hvert år en sommerlejr, hvor den står på flyvning, hygge og overnatning i telte ved flyvepladsen. Fra jorden ser man normalt ikke meget til svæveflyene. Flyvningen foregår ofte i højder mellem 500 og 1500 m. altså væsentligt højere end motorfly, man normalt lægger mærke til. For svæveflyveren betyder det en følelse af frihed og en fantastisk udsigt over landskabet. Svæveflyet glider lydløst, men ofte med stor hastighed gennem luften, indtil man møder en opadgående luftstrøm, kaldet termik. Den dygtige pilot kan ved at udnytte termikken flyve adskillige timer og tilbagelægge flere hundrede kilometer.